På Langtur med Avalon. Del 21.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

21. rejsebrev 16. maj- 6. juni 2008 – Granada til Trinidad

Det lakker mod enden for denne gang. Båden står nu på land hos ”Power Boats” i Chaguaramas på Trinidad. Her vil den blive pakket ind i plastik. Det her bliver også det sidste rejsebrev i denne omgang.
Det har været nogle begivenhedsrige måneder. Der har været vind hele tiden – alt mellem 5 og 20 sekundmeter. Hård vind her føles ikke lige så besværligt som hjemme i andedammen. De lange dønninger og søer gør det væsentligt behageligere.

Da vi sejlede fra Union Island om morgenen den 16. maj skulle vi kun en kort tur på ca. 7 sømil til Hillsborough på øen Carriacou. Øen, sammen med Petit Martinique, er også en del af Grenadinerne, men hører til Grenada. Vi ville kun ankre kort tid ud for Hilsborough mens vi checkede ind. Man ruller en del i den åbne bugt. Efter det sædvanlige bøvleri med immigration og custom kunne vi alle tre både lette anker og sejle nogle få sømil ud til Sandy Island - en ganske lille og lav ø. Her var det flot at snorkle med masser af koraller og kulørte fisk. Om aftenen skulle vi fejre Torbens etårsdag med Espresso. Han var sejlet hjemmefra den 16. maj 2007. Torben fik slæbt sin grill i land. Bjørn og jeg lavede salater og bagte kartofler. På grillen blev der lagt nogle kæmpe T-bone steaks. Nogle og nogle – der var kun plads til en ad gangen. Så sad vi der og spiste på en ø helt for os selv. Drak rødvin i lampeskær og sang vores hjemlige vedmodige sange. Vi blev dog kun 1 dag her inden vi forlagde endnu et par sømil til Tyrrel Bay på Carriacous sydvestside (den med den flydende bar). Da baren efter 2 dage endnu ikke var åbnet, måtte vi frekventere andre barer, sejlede vi den 19. maj mod Grenada.
Halvvejs mod nordspidsen af Grenada ligger der et par små øer (Rondo Island og Diamond Island) og en undersøisk vulkan (Kick-em-Jenny). Vi besluttede at ankre ved Rondo Island, der relativt stor med ca. 20 indbyggere. Vi var også alene her. Det var hyggeligt og fredeligt. På et tidspunkt i løbet af natten kaldte Bjørn mig op og sagde, at Espresso lå helt inde ved stranden. Der var let pålandsvind. Torben havde selvfølgelig ikke sin VHF tændt! Vi skulle jo sejle næste dag, så dinghyerne lå på dækket. Vi prøvede at råbe over til ham, vi tudede i tudehorn. Han sov. Nå vi måtte til det sure. Jeg satte min dinghy i vandet og roede over til ham. Bankede på båden og en nøgen forvirret mand kiggede på mig. Jeg pegede mod stranden, som han ikke lå mere end 25 meter fra. Jeg må nok ankre om, sagde Torben – og det gjorde han.

Den 20. maj var vinden gået i nordvest – YES. Vi besluttede så, at sejle øst om Grenada og besøge nogle af bugterne på sydøstsiden. De er ellers meget svære at nå, når man kommer fra den anden side i den normale og kraftige østenvind. Vi gik ind i Port Egmont. En lille bugt omgivet fuldstændig af mangrove. Der er en meget smal indsejling til bugten. Det siges i lodsen, at det er Caribiens bedste ”hurricane hole”. Der lå en enkelt båd, der tilhørte en af villaerne, men ellers var der ikke andre. Meget smukt sted med høje bakker rundt omkring. Man kan måske føle sig en lille smule isoleret.
Lørdag, dagen efter sejlede vi over og smed anker bag Hog Island. Her var der mange både. Flere lægger deres både op her for orkan sæsonen. At der er så populært her skyldes, der på den lille ø er en meget velbesøgt beach bar. Der på helligdage laver lækker BBQ. Der er musik og dans på stranden. Både lørdag og søndag var helligdage den uge. Vi blev lidt trætte i ansigtet. Specielt da vi om lørdagen havde fået 2 sundownere hver ombord inden vi gik i land. Fik øl på stranden og delte en hel flaske rom (værtshuspris: 30 kr.). Meget træt dagen derpå.

Der var 5 sømil over til Prickly Bay, der skulle være vores sidste sted på Grenada inden turen gik mod Trinidad.
En af dagene hørte vi over bådnettet, at der blev arrangeret aftentur ud til en strand på nordkysten, hvor havskildpadderne går i land for at lægge æg. Vi skulle med. Det kostede 30 US dollars.
Hvilken oplevelse. Vi måtte kun bruge røde lamper. Der måtte ikke fotograferes med blits. Fik dog taget et par mørke billeder. De skildpadder, der kom op her var af typen ”Leatherbacks”. Og hvilken skildpadde. Den er ENORM. Kan veje helt op til et ton. Det er verdens største type og har ikke forandret sig meget siden dinosaurernes tid for 150 mio. år siden. Den der kom op på stranden, hvor vi stod, var måske kun på det halve. Men den var næsten 2 meter lang! Flot var det. Skildpadden graver et næsten en meter dybt hul med sine bagluffer. Derefter lægger den 20-40 æg på størrelse med tennisbolde. En forsker stak sin hånd ned under den og samlede æggene i en spand, så de kunne udruges under mere kontrollerede forhold (ca. 60 dage). Skildpadden er overhovedet ikke påvirket af personerne omkring eller at blive berørt. Æglægningen tog et par timer. Derefter skubbes sand tilbage i hullet, hvorefter skildpadden bruger en masse energi på at camouflere stedet, hvor æggene er gravet ned. Man kan se, at den er udkørt. Skildpadden har ca. 50 meter ned til vandet. Den stopper flere gange inden den efter ca. en halv time forsvinder i de brusende bølger. Flere skildpadder kom op den nat. Det var helt igennem en fantastisk nat.

Vi havde sat datoen for vores afgang til den 30. juni. Det var ikke dårligt. Vinden var jævn til frisk fra nordøst. Vi skulle næsten stik syd. Chili sejlede klokken 4 om eftermiddagen. Espresso og mig i Avalon fulgte 2 timer senere. Det blev en rigtig flot nattur. Stjerneklart hele vejen. For at det ikke skulle gå for stærkt, og for at vi kunne komme nogenlunde samtidig havde jeg stukket 2 reb i storen og kun rullet genuaen ¾ ud. Alligevel passerede vi Chili 25 sømil før indsejlingen mod Chaguaramas. Da Espresso ikke kan mindske forsejl kom han en time før mig (for første gang).

Flybilletten herfra er bestilt. Afgang den 8. juni om formiddagen med ankomst til Kastrup den 9. kl. 19.10. Det har været godt 10 måneder undervejs. Jeg ville ikke have undværet et minut. Det har været spændende og det har været oplevelsesrigt. Og der er meget at se endnu.
Jeg vender tilbage hertil i begyndelsen af oktober for at klargøre næste års sejlads, der begynder 1. november (ca.).
I november, december og januar vil jeg sejle omkring ved Trinidad, Tobago, Gayana og Venezuela. Der bliver mange nye steder.

Trinidad og Tobago
10° 40' 55.884" N, 61° 38' 13.6716" W

Annonce