På Langtur med Avalon. Del 22.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

22. rejsebrev 30. september.

Tilbage i Trinidad

Så er jeg tilbage i Chaguaramas på Trinidad efter godt 4 måneder på rejse andre steder.

De første 3 uger hjemme i Hundested brugte jeg til at ordne have, gå ture, var i sejlklubben, hvor jeg lavede deres hjemmeside. Derefter 3 uger i Frankrig (besøge og arbejde sammen med nogle gode venner). Derefter 3 uger hjemme igen.

Jeg rejste derefter i midten af august til Shenzhen, Kina, hvor min veninde Xiang er lektor i engelsk. Vi havde nu kendt hinanden on/off i næsten 3 år og besluttede, nu skulle vi giftes. Vi tænkte, at med det bureaukrati, man har i Kina ville vi være i god tid – så det kunne nok lade sig gøre engang i september inden jeg skulle rejse igen. Der var lige nogle papirer, der skulle oversættes officielt til kinesisk. Den 19. august gik vi så ned med en stak papirer og ”gruppebilleder” til vielseskontoret for at bestille tid. Vi var begge i T-shirt, shorts, løbesko og svedige i varmen. Vi blev bænket foran en kontormand på hver sin taburet. På et af papirerne fra Danmark havde jeg kommet til at skrive Xiang’s fødselsdag forkert. I Kina har man 2 fødselsdage – en der passer med den Gregorianske kalender – og en der passer i overensstemmelse med det kinesiske nytår. Jeg havde anført den førstnævnte dato. Heldigvis fik Xiang skjult det famøse papir. Kontormanden opdagede ikke noget. Vi blev begge spurgt, om vi gjorde det frivilligt. Et par stempler blev hakket ned på et stykke papir. Et billede af os blev sat på. Et par små dokumenter a lá ”Den lille Røde” blev udfærdiget. Dokumenterne skubbet hen over skranken. Så var vi gift. Så datoen, hvor vi skulle aftale en dato er altså vores bryllupsdag. Fornemmelsen var nu mere, som om man havde været på banegården for at købe en togbillet (det er nemli’ også besværligt).
Selve brylluppet vil blive fejret, når jeg kommer hjem til Danmark, hvor Xiang vil møde op. Vi holdt dog en lille seance med nogle af Xiang’s kolleger og hendes datter Tian på et nærliggende hotel.

Jeg har nu halvanden måned til at gøre båden klar. Og det ser ud til at der er meget at lave. Der var ret muggent om læ. Det havde regnet meget – og vand kommer ind gennem masten. Jeg vaskede det hele ned og rensede hynderne. Alt tøj og linned blev vasket (19 maskinfulde).
Jeg havde en toilettank, der lækkede. Jeg måtte adskille hele toiletrummet, for at frigøre tanken. Jeg kunne ikke selv tage den gamle tank ud, da den var ”glasset” ind i skroget. Det tog en lærling 4 timer med hammer og mejsel for at få den ud. Tanken er ”selvfølgelig” skræddersyet til båden og skal derfor specialfremstilles af særligt plastmateriale.
Masten er rod-rigget og er efterhånden 18 år gammel. Jeg kontaktede en rigger, der anbefalede at skifte det hele med 10mm wire og dertil en ny agterstagsstrammer. Det er nu gjort. Dog skal et gennemtæret mastespil udskiftes. Det må vente til jeg kommer til Grenada, da det er 50 % dyrere her.
Der kom en del vand ind ved stævnrøret, når motoren kørte. Jeg troede det var opligningen af motoren, der var noget i vejen med. Motormanden kom og brugte 5 timer på at ligne motoren op. Der var stadig vibrationer i akslen. Han opdagede så, at akslen var skæv. Den skal rettes. Og da akslen ikke kan hives bagud skal motoren løftes ud. Det bliver lavet inden jeg kommer i vandet.
Genuaen er helt udslidt, så jeg har bestilt en ny hos sejlmageren. Jeg få også et tilbud på et nyt storsejl.
Herudover er der en masse småting, som jeg selv skulle reparere. Den elektriske autopilot slog sikringerne (kortslutning i sikringspanelet). GPS’en over kortbordet virkede ikke (skærm på ledning til antenne var tæret over). Grøn/Rød lanterne virkede ikke (ledning bag skab var revet over). En del lamper skulle have renset fatningen. Af teknisk udstyr mangler jeg nu kun Raymarine kortplotteren, der ikke vil vise aktuel position (batteriet skal skiftes). Det var lidt ærgerligt – nu skal jeg lægge alle ruterne ind igen. Og litium batteriet er gu’ hjælpe mig loddet ind i kassen (slagloddet endda) – så det kan jeg ikke selv skifte.
Derefter er der kun polering og bundmaling.

Alt i alt har det været en meget stor udskrivning – meget større end jeg havde regnet med. Klimaet her er meget hårdt ved båden. Til gengæld er jeg nu sikker på, at den vil kunne klare alle strabadserne over Atlanterhavet.

Da jeg kom hertil fra Kina, hvor det er meget varmt, men mere tørt, overraskede det mig, hvor fugtigvarmt her var. Det er ulideligt. Jeg kan godt forstå, at en del får installeret aircondition anlæg ombord, mens de er på land. Vindmøllen over salonbordet kører konstant.

Den 17. oktober var jeg inviteret til fødselsdag ombord på Argo Navis. Flemming og Susannes to børn Sofie og Gry skulle fejres (9 og 3 år). De har fødselsdag med få dages mellemrum. Det var en rigtig hyggelig dag med rigtig lagkage med lys og drikkechokolade med flødeskum. Bagefter var der ”sundowner”, snacks og ”liming” sammen med de andre sejlere.

Jeg forventer at kunne komme i vandet med båden i begyndelsen af november. Den 21. november kommer de første gaster (Ditte og Sidse). Med dem vil jeg sejle rundt mellem øerne her på Trinidad, Tobago og eventuelt Grenada inden vi igen den 9. december er tilbage her i Chaguaramas og venter på de næste gaster (Laila og Stig), der kommer i slutningen af december.

Kina
22° 32' 20.0868" N, 114° 4' 25.7844" E

Annonce