På Langtur med Avalon. Del 23.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

23. rejsebrev 12. november til 21. december 2008 (Trinidad, Grenada og Grenadinerne).

Med tøser på tur.

Båden kom endelig i vandet den 12. november. Det var også en hård omgang. Rigtig meget skulle laves. Motoren skulle ud, fordi akslen var en smule skæv og skulle rettes. Alle stag skulle udskiftes fra rod rig til wire. Furlex’en (rullereb til genoa) skulle renoveres. Cockpit skulle males med ny topcoat. Hele toiletrummet skulle adskilles fordi toilettanken lækkede. Selvfølgelig var den skræddersyet og en ny skulle laves efter mål. Nye højtalere skulle monteres i cockpit. Herudover skulle GPS navigator renoveres samt en del af det elektriske udstyr. Der er købt ny genoa og storsejl.
Når man bestiller nogle ting eller arbejder hernede bliver det lovet leveret til en bestemt dato. Men ingen – absolut ingen overholder tidsplanen. Arbejder, som man tror, bliver lavet til den lovede tid, kan nemt blive en måned forsinket. Her hedder det bare ikke ”manjana”. Nogen gange kan man godt blive lidt ophidset, specielt når man står og skal sejle og sejl ikke bliver leveret (selv om de blev bestilt i juni). Men det hjælper ikke en sk.. Man må bare ta’ en ”sundowner” ekstra og smile ☺. Så selv om der var meget der skulle laves blev der også tid til hygge (lime), snakke med de andre bådbesætninger, løbe sig en tur eller tage på ”haik” i junglen, der ligger på den anden side af vejen.

Den 21. november kom tøserne så. Det var to søde piger, Ditte og Sidse, som skulle sejle med som gaster i 3 uger. Jeg hentede dem i lufthavnen meget tidligt om morgenen. De var lidt blege af vintermørket i Danmark – og de var trætte efter mere end 24 timers rejse fra København.
Men der var go i pigerne. Den næste dag tog vi ind på shoppingtur til Port of Spain. Sidse var vist nok inde i samtlige tøjforretninger (lang tid) – så på det hele – prøvede noget – og købte ingenting!

Ditte og Sidse arbejder begge inden for mediebranchen, så de havde taget det helt store videoudstyr med – og det blev brugt flittigt på turen.
Da pigerne ikke havde meget sejlerfaring ville vi lige bruge de første par dage til at sejle over til nogle øer og bugte i nærheden. Først sejlede vi de 6 sømil til en lille bugt ved øen Chacachacare. Her inde i bugten ligger der en hel lille forladt landsby, der nu er ved at blive ædt op af jungle. For ca. 35 år siden var øen en koloni for spedalske. Der var ret mange mennesker her dengang. Der var hospital og kirke. Veje gik rundt på hele øen. Selv et traffiklys var der. Alt er ved at forfalde. De eneste mennesker, der nu er tilbage på øen er fyrpassene på toppen. Vi smed anker i bugten og blev der om natten. Vi var den eneste båd. Lidt betænkelige var vi da, der ikke for ret mange dage siden havde været et skudopgør her mellem lokale, hvor en var blevet dræbt og en dreng såret. Der har også tidligere været piratoverfald. Vi havde dog en rolig nat. Den næste morgen ville Sidse og Ditte gå en tur op til fyret for at nyde udsigten. Øen ligger ret tæt på den Venezuelanske kyst. Om formiddagen gik det via et lille smut ud i Atlanterhavet og videre til Scotland Bay – en meget hyggelig bugt, hvor der er en del brøleaber og papegøjer. Vi var gået i land, hvor tidligere havde været en lille amerikansk base under krigen (nu dækket af jungle), for at se om vi kunne filme nogle brøleaber. Vi så ingen. Da vi kom tilbage til båden, fortalte skipperen fra båden ved siden af, at der havde været brøleaber helt nede ved stranden, mens vi var væk – ærgerligt. Sidse fik dog tidligt på aftenen optaget en masse lyd fra aberne – de kan virkeligt larme.
På vejen tilbage til Chaguaramas den næste morgen blev vi omringet af en stor flok meget store delfiner – troede først det var små hvaler. Videokameraet kom frem, og der blev taget gode film.
Jonas – en ung dansker ombord på Poseidon, hvor Erik fra Hundested er skipper, tog også pigerne på tur i deres store gummibåd.

Den 26. november artede vejret sig, så vi kunne stikke af sted om aftenen. Den oprindelige plan var at sejle til Venezuela og Tobago. Da der inden for de sidste par uger havde været piratoverfald med fatal udgang blev vi advaret mod at sejle dertil. Tobago lå lige i vindretningen, så vi besluttede at sejle til Prickly Bay på Grenada. En natur med høj himmel, mange stjerner og god vind. Det nogle timer længere end vi havde regnet med, da strøm og vind gjorde, at vi måtte krydse de sidste 30 sømil. Pigerne klarede det fint og fik sovet en del af vejen. Jeg var lidt mere træt.
Dagen efter tog vi ”maxi taxi” til St. Georges, der er hovedstaden i Grenada. Fik set den gamle by, markedet og borgen med de danske kanoner.
Når jeg besøger St. Georges skal jeg lige ned på mit sædvanlige ”lime” sted bag markedet, hvor Esther, en dejlig frodig dame, har en lille bar. Jeg fik en stor kram (forsvandt næsten). Esther spurgte, hvor jeg havde gjort af de to andre skippere (Bjørn og Torben). Jeg fortalte hende, at de ikke er så hurtige til at komme af sted, men at de nok ville komme forbi i det nye år.
Fredag aften er der altid ”go” i baren i Prickly Bay. Pigerne stadsede sig lidt op, tog i land, for at se om der skete noget. De er begge meget udadvendte, så de kom hurtigt i kontakt med en masse mennesker. De havde det sikkert sjovt, og kom sent hjem.

Om lørdagen sejlede vi over i en nærliggende bugt ved Hog Island. Et meget idyllisk sted med en lille strandbar. Stedet er dog under forandring. Om nogle år vil det nok være ukendeligt. En hotelvirksomhed har fået lov til at bygge en bro over til øen og vil opføre et 5-stjernet hotel på øen. Så vil dette bådparadis være ødelagt for altid.
Søndag laves der i strandbaren barbeque. Besætningerne fra de mange både, der er ankret op ved øen mødes her tidligt på aftenen til mad og sundownere. Her samles den halve verden til hyggelig komsammen. Lidt fest går der altid i den.

Mandag morgen lettede vi anker for at sejle langs Grenadas vestkyst op til Tyrrel Bay på øen Curriacou. Sent på eftermiddagen droppede vi ankeret. Vi gik i land for at spise. Sent på aftenen begyndte det at blæse meget op. Der var vind på over 20 sekundmeter. Jeg tjekkede ankeret hver anden time hele natten. Havde lagt 50 meter tung ankerkæde ud. Jeg har et overdimensioneret anker på 40 kg. Det holdt. Troede jeg. Da jeg kiggede op kl. 6 om morgenen, var vi drevet 200 meter – og lå nu kun 20 meter fra et koralrev. Der blev sved på panden. Jeg satte motoren på – bakkede med fuld kraft – det holdt, så vi blev liggende.

Tirsdag sejlede vi mod Hillsborough, der er hovedby på Carriacou, for at checke ud fra Grenada. Vi skulle dog lige stoppe ved Sandy Island på vejen, for at snorkle. Sandy Island er ”sandy” – det er kun en lille smal sandtange, der stikker op af vandet. Efter frokost fik vi checket ud og sejlede op til Clifton Harbour på Union Island, der er den sydligste ø i Grenadinerne, der hører til St. Vincent and the Grenadines (normalt forkortes til SVG). Nåede lige at checke ind inden kl. 4 (så er det mindre dyrt). Alligevel måtte vi slippe over 400 kr., for at få lov til at ankre og sejle rundt mellem øerne.
Union Island er kun på 17 kvkm og har ca. 2.000 indbyggere. Øen sammenlignes lidt med Tahiti p.g.a. den bjergrige topografi. Øen er omringet af store koralrev og flotte strande. Fra det gamle fort, der ligger på en top lige oven for byen Clifton.
Vi blev et par dage på Union Island inden vi drog af sted til slutmålet for denne tur – The Tobago Cays. Tobago Cays består af 5 små ubeboede øer, der er omgivet af et meget stort hestesko formet koralrev samt en række små. Det regnes for absolut et af de smukkeste steder i Caribien. Det er derfor også et af de mest populære stop for sejlere i Caribien. Området er erklæret for national park.
Siden sidst, jeg var der i maj, har man nu lagt en række fortøjningsbøjer, hvor de bedste ankerpladser var. Virker meget kommercielt og beskæmmende.
Pigerne fik set på masser af kulørte fisk og skildpadder.
Vi blev en hel uge på Tobago Cays og Union Island. Sidse og Ditte fik et lift med nogle andre både over til de nærliggende øer Petit St. Vincent og Petit Martinique. Da vi sejlede en sen eftermiddag fra Tobago Cays tilbage til Union Island, skete der det, der ikke må ske. Solen var lige i øjnene. Jeg rundede et koralrev lidt for snævert – og pludselig stod vi oven på det. Det lyder ikke særligt rart. Det lykkedes dog at vride båden rundt – og med hjælp af lidt dønning hoppede vi af. Det eneste der tog lidt skade var bundmalingen under kølen og min stolthed.

Selv om vi godt kunne have blevet der meget længere (havde fået en del venner) skulle vi tænke på at sejle tilbage til Trinidad. Den dag vi ville have sejlet var det blæsevejr, så vi fik en dag ekstra. Onsdag den 10. december var sidste frist. Vi skulle være tilbage på Trinidad den 11., da pigerne skulle hjem meget tidligt den næste morgen. Jeg havde regnet med, at turen ville tage næsten 24 timer for de 120 sømil. Vinden var 5 m/s fra NNE. Vi skulle næsten stik syd. Vi ville sejle på Atlanterhavssiden af øerne hele vejen.
Der var næsten ingen sø og dønning, så vi skød mellem 7 og 8 knob for fulde sejl – alt for stærkt. For at komme ind til Chaguaramas på Trinidad, skal man ind gennem en smal indsejling. Det havde jeg ikke lyst til før daggry. Så 20 sømil før blev farten reduceret til 3 knob. Det passede! Kl. 6 om morgenen – lige da solen stod op – sejlede vi ind gennem passagen.

Vi havde haft en dejlig tur på 3 uger. Ikke for meget vind, masser af sol. Kun regn en nat. Ditte og Sidse var blevet power solbrændte på kort tid (også lidt forbrændte).

Hvordan var det så at sejle rundt med to unge ”tøser”, som jeg ikke kendte i forvejen? Det gik forbavsende godt. Selvfølgelig var der de sædvanlige små snacks – men det var lidt. Vi kom godt ud af det med hinanden. Som Ditte sagde bagefter: ”hvis jeg kunne klare sådan to københavnertøser, så kunne jeg vist klare alt. Jeg tror også pigerne fik en stor oplevelse. Jeg fik en oplevelse sammen med dem.

Pigerne er nu taget hjem, og jeg er alene igen indtil Laila og Stig ankommer den 30. december. Dvs. helt alene er jeg ikke. Jeg kender efterhånden en hel del. Bjørn fra Chili har fået sin båd i vandet her, og vi er sammen næsten hver dag. Henrik fra Waverunner har vi også været sammen med næsten hver dag. Han er dog lige taget hjem, for at fejre jul med familjen.

A pro pros JUL. Det er for varmt her i mere end 30 graders varme rigtig at tænke på jul. Jeg fejrer nok lidt sammen med Bjørn.

Grenada
11° 59' 51.3528" N, 61° 45' 36.8784" W

Annonce