På Langtur med Avalon. Del 24.

Allan Carstensens billede
0
Din bedømmelse: Ingen

24. rejsebrev 22. december 2008 til 15. januar 2009 (Trinidad, Grenada og Grenadinerne).

Nye gaster – Laila og Stig.

Julen stod for døren. Det så ikke ud som om, der ville ske noget som helst i Chaguaramas på Trinidad.
Hanna Thompson, der er langturssejlernes kontaktperson, havde ytret, at hun nok ville lave svensk skinke, så hvis alle nordiske sejlere slog sig sammen, kunne man lave et stort ta’ selv bord, hvor hver enkelt havde lavet et par retter. Som sagt så gjort. Der blev overvældende meget mad. De fleste havde lavet nok til 5-6 personer. Vi havde en rigtig hyggelig juleaften med masser af fantastiske historier fra de forskelliges sejladser rundt om i verden (halvdelen var nok løgn). Det var over midnat, da vi vaklede tilbage til vores respektive skibe. Nogle stod på land, andre lå til ankers ude i bugten og enkelte lå i marinaen tæt hvor vi spiste og drak (jeg).

Bjørn og jeg besluttede mellem jul og nytår at sejle ud til Chacachacara (tæl hvor mange c’er og a’er). Det er en ø, hvor der indtil 1984 var oprettet en spedalskhedskoloni. En hel landsby med veje og trafiklys var opført i begyndelsen af 1900-tallet til formålet. Da der blev fundet medicin til forebyggelse blev kolonien forladt. Junglen og forfald er i dag ved at æde landsbyen med veje og alle husene. Det er lidt forstemmende at gå ind i kirken og hospitalet. Alle journaler og rester af medicin findes endnu – godt nok spredt af vandalisme. Men det ser ud som om kolonien er blevet rømmet i al hast, uden at man har taget noget med sig (se billederne i galleriet).
Scotland Bay blev også besøgt. Det er den med alle brøleaberne. Vi hørte dem, men så ingen. Til gengæld svømmede flere store havskildpadder rundt om båden.

Dagen før nytårsaften skulle jeg hente Laila og Stig i lufthavnen. De skal være gaster på Avalon indtil den 28. februar. Jeg måtte vente i mere end en time efter de var landet, før de kom ud. Lailas kuffert manglede. Men endelig kom den, og vi kunne køre den lange tur tilbage til Chaguaramas.

Nytårsaften var samtlige restauranter lukket, så vi var overladt til at finde ud af noget selv. Vi arrangerede sammen med de andre danske både et lille sammenskudsgilde. Vi havde en god aften (ingen champagne eller fyrværkeri). Det var dejligt varmt. Johnny, der var kommet sejlende fra Tobago, sad godt fast ude på ankerpladsen. Hans anker havde fået fat i ”noget”, så han med sine store kræfter havde ødelagt sit ankerspil. Meget af tiden nytårsaften gik med at diskutere, hvordan han dog skulle klare den Wink. Bjørn og ham besluttede, at de ville hjælpe hinanden engang efter nytår.

Sammen med vores nabobåd Nicoline, en svensk båd, besluttede vi den 3. januar at sejle sammen de ca. 80 sømil til Prickly Bay på Grenada. Der var lovet lidt vind i starten, men vi blev advaret om høj sø lidt længere oppe.
Efter næsten vindstille den første time kom vinden. Men ikke mere, end at vi med alle ”gardinerne” sat kunne logge omkring 7 knob. Vinden var i øst, så det gik lige mod målet. Vi havde startet tidligt på formiddagen, så vi forventede at ankomme omkring midnat. Der kom ingen høje bølger! I stedet tog vinden noget af de sidste 15 sømil. Nicoline (en tung Halberg Rassy) startede motoren. Vi fortsatte for sejl. Da vi nærmede os Prickly Bay kaldte Nicoline os over VHF’en. De lå et par sømil længere fremme og kunne ikke finde indsejlingen til bugten. Der er mange bugte på sydsiden af Grenada og de var usikre. De ville vente på os, så vi kunne guide dem ind. En halv time senere nåede vi op til dem. Jeg havde nær sejlet ind i dem. Kunne ikke se deres navigationslys i mængden fra baggrundslysene i land. Da vi kom ind på ankerpladsen takkede Sven og Nicoline os mange gange, fordi vi hjalp dem. De er nu heller ikke unge længere – midt i halvfjerdserne – og en stor båd.

Vi ville kun ligge i Prickly en enkelt dag, gå tur i St. George’s og spise pizza i den lille marina. Dagen efter, søndag, skulle vi videre til Hog Island, hvor der er BBQ på stranden.
Efter et par dage, sejlede vi via Prickly Bay (skulle lige på nettet), til Lagoonen i St. George’s. Vi havde ellers fået at vide på Trinidad, at man ikke kunne ankre mere her på grund af marina byggeri. Men det kunne man. Byggeriet er gået noget i stå, og der er stadig plads til en 20-25 ankerliggere. Stig og Laila skulle på ø-tur på Grenada – en heldagstur om torsdagen. Jeg var på den tur sidste år med Bente, så jeg vidste det ville blive en oplevelse.

Næste aften skulle vi Gouave – en fiskerby på den nordlige vestkyst. Her er der et specielt fiskemarked, hvor der tilberedes en mængde forskellige fiskeretter. Vi skulle smage en masse. Det var lige før man fik trommesyge. Lækkert, lækkert. – og så var der lokal underholdning med trommer og soca-musik.

Vi ville videre. Så om morgenen lettede vi anker og sejlede mod øen Carriacou – en tur på ca. 30. sømil. Vinden langs vestsiden af øerne i Caribien er normalt svag – så det blev motor. Nord for Grenada var vinden hård fra nordøst. Det var lige den vej vi skulle. 2 reb i storen og halvt udrullet genua – og så kryds deropad. Vi ankom sent på eftermiddagen – håret godt tilbagestrøget (mest mit – Laila og Stig er korthårede).
4 dage måtte vi ligge her i Tyrrell Bay. Det blev et herrens vejr med megen blæst og regn. Min gummiaflaster til ankeret sprang. Andre sejlere, der kom fra Union Island, hvor vi også skulle til, advarede os. De sagde, at man lå rigtigt dårligt deroppe i blæsevejret. Sidste aften havde vi dog lovet os selv, at nu skulle middagen stå på hummer (languster). Vi sejlede ind til en restaurant ved stranden og fik serveret callalou suppe og kæmpe halve hummere. Hummerne kostede kun 55 EC (easy) - ca. 110 kr. Vi nød aftenen.

Selv om det blæste nok så meget, skulle vi op til Union Island. Sejlede først til Hillsborough for at checke ud. Carriacou hører til Grenada. Union Island, der kun ligger 5 sømil væk hører til St. Vincent. Jeg fatter simpelt hen ikke, hvorfor alle disse meget små lande ikke slår sig sammen i en fælles union – eller bliver til et land. Man skal igennem det samme bureaukrati hver gang – plus man skal slippe 100 – 200 kr. i ”cruising permit” og told hver gang. Her koster det noget at ankre, skal jeg lige huske at sige.

Så nu har vi ankret her i Clifton Harbour på Union Island efter en frisk sejltur fra Carriacou (1,5 time). Selv om det stadig blæser, ligger vi egentlig bedre her end i Tyrrell Bay.
Vi bliver her et par dage. Sejler ud til Tobago Cays, der er nogle af perle stederne i Caribien. Herefter går det mod Mayreay og Bequai, hvor der på den sidstnævnte er musikfestival den 22-23 januar.

Saint Vincent og Grenadinerne
12° 35' 47.5188" N, 61° 24' 55.818" W

Annonce